Ny skoleleder tiltræder på Fårup Skole og Børneby

Skoleforvaltningen i Randers Kommune har netop ansat Søren Borel som skoleleder på Fårup Skole og Børneby. Han kommer fra en stilling som viceskoleleder i Aarhus Kommune.

Søren Borel er 45 år og kommer både med 14 års erfaring som lærer og senere som leder. Han er uddannet lærer og har desuden en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi med speciale i skoleledelse. For øjeblikket er han i gang med den offentlige lederuddannelse.

”Jeg er meget glad for at byde Søren velkommen som leder i Randers Kommune. Jeg er sikker på, at Sørens erfaring og hans positive tilgang vil være et aktiv både på Fårup Skole og Børneby og i den samlede ledergruppe på skoleområdet,” siger skolechef Henrik Johansen, Randers Kommune.

Søren Borel bor privat på Djursland sammen med sin hustru og to sønner. Han begynder i sit nye job den 1. januar 2019.

”Jeg glæder mig meget til at komme i gang. Fårup Skole og Børneby er en vigtig institution i lokalområdet, og skal også fremover være det naturlige tilvalg for byens og oplandets børn og unge. Her er et stærkt fundament og den rette pædagogiske tilgang og undervisning for at have en god skole og børneby, og være et sted med barnets læring og udvikling i centrum. Et sted som er kendetegnet ved stærke fællesskaber i både børne- og voksenhøjde,” siger Søren Borel.

Fårup Skole og Børneby har 201 elever og 29 børn i børnehavedelen.

Yderligere oplysninger:
Henrik Johansen, skolechef: 5116 2847
Søren Borel 2712 8307