Pædagogisk tilsyn
På denne side kan du læse om, hvordan vi fører pædagogisk tilsyn i Randers Kommune.
I løbet af februar-august 2023 blev der gennemført pædagogiske tilsyn i alle dagtilbud i kommunen. Tilsynene skal sikre, at dit barns dagtilbud er af høj pædagogisk kvalitet. Tilsynet bliver udført af pædagogfaglige konsulenter i både kommunale, selvejende og private daginstitutioner, det obligatoriske læringstilbud samt den kommunale dagpleje og i private pasningsordninger/hos private børnepassere. På denne side kan du læse mere om, hvad et tilsyn indeholder, hvad det betyder for dit barn, og hvordan det forløber i dit barns institution. Hvis dit barn går i dagpleje, kan du læse om tilsyn i dagplejen.
Hvad betyder det pædagogiske tilsyn for dit barn?
I Randers Kommune arbejder vi med det gode børneliv i alle institutioner. Det betyder for os, at alle børn har ret til en god børnedag. Det pædagogiske tilsyn er med til at sikre læringsmiljøer af høj kvalitet og trivsel i børnehøjde. Når de pædagogiske konsulenter observerer ude i dit barns institution, er det netop disse temaer, der står helt centralt. Er det rart og trygt at være barn her? Og hvordan kan vi blive endnu bedre til at skabe de gode rammer, hvor alle børn kan lege, lære og udvikle sig i børnefællesskaber?
Hvad er forældrenes rolle i tilsynet?
Som en del af tilsynet afholdes der et tilsynsmøde i dit barns institution. Her vil den pædagogiske leder invitere én eller flere forældre med som repræsentanter for forældregruppen. Forældrenes rolle i tilsynsmødet er at bidrage med et forældreperspektiv i dialogen med tilsynsførende konsulent, pædagogisk leder og medarbejderrepræsentant(er). Det er vigtigt, at vi får forældrenes stemme med i tilsynet, da det kun er i samarbejdet mellem dagtilbud og forældre, at vi kan sikre det gode børneliv. Forældrerepræsentanten har i forbindelse med dialogen under tilsynsmødet tavshedspligt.
Sådan udføres tilsynet
Tilsynet tager udgangspunkt i det pædagogiske grundlag, og der er fokus på det faglige indhold. Tilsynsopgaven varetages af pædagogiske konsulenter fra Børnefagligt Udviklingscenter.
Som en del af det samlede tilsyn laver den pædagogisk konsulent fra Børnefagligt Udviklingscenter en uanmeldt observation i institutionen af 3 timers varighed. Det vil være det faglige indhold og kvaliteten af lege- og læringsmiljøet, der observeres på og ikke enkelte børn eller bestemte børnegrupper.
Der er fokus på 7 vigtige pejlemærker for høj kvalitet under tilsynet
Følgende fem pejlemærker er i fokus under observationerne:
- Kvaliteten af personalets relationskompetencer og støtte til børnenes indbyrdes relationer i børnefællesskabet
- Børnenes muligheder for optimale lege- og læringsmiljøer med gode rollemodeller
- Om alle børn får tilbudt deltagelsesmuligheder i et mangfoldigt fællesskab med afsæt i et ressourceorienteret børnesyn
- Institutionens arbejde med kommunikation og sprog
- De fysiske rammer i institutionen ude som inde.
Desuden vurderes institutionens samarbejde med jer som forældre. Til den vurdering indsamles data ved hjælp af institutionens egen rapporteringen og ved dialogen under tilsynsmødet, hvor en forældrerepræsentant altid deltager.
Kvaliteten af institutionens arbejde med overgangene til vuggestue, børnehave og skole undersøges ligeledes ved hjælp af data i egen rapporteringen og gennem dialogen ved tilsynsmødet.
Vi vægter børneperspektivet højt
Randers kommune har et udvidet fokus på børnenes egen oplevelse af deres hverdagsliv i institutionen. Som del af tilsynet indgår børneperspektivet i institutioner med børnehave gennem inddragelse af børneinterview med enkelte udvalgte børn i alderen 4-5 år i mindre grupper. Børneinterviews vil indgå anonymt i tilsynet og blive gennemført af institutionens pædagogiske leder. Interviewene vil anvendes som baggrund for videre undersøgelse af praksis, samt hvilken justering der skal gøres i praksis. Personalet indhenter forinden interview samtykke fra forældre til børn, der deltager i børneinterview.
Spørgsmålene der indgår i interviewene, har tæt sammenhæng til tilsynets pejlemærker for kvalitet, og omhandler børnenes oplevelse af læringsmiljøet.
- Er du med til at bestemme, hvad I laver i børnehaven?
- Er de voksne i børnehaven med til at lege med dig og de andre børn?
- Hvor kan du bedst lide at lege?
- Lytter de voksne i børnehaven, når du fortæller dem noget?
- Får du skældud af de voksne i børnehaven?
- Er der noget du har lyst til at fortælle de voksne i børnehaven?
Tilsynets samlede vurdering
Tilsynsbesøget afsluttes med en rapport, som beskriver konsulentens kvalitetsvurdering af det pædagogiske arbejde i institutionen samt en retningslinje for det videre arbejde.
Kvalitetsrapporten præsenteres for forældrerådet/forældrebestyrelsen og offentliggøres på institutionens hjemmeside, hvor institutionens øvrige forældregruppe kan få indblik i den samlede vurdering. Den samlede rapport for hele dagtilbudsområdet blev rapporteret til det politiske niveau i efteråret 2023.
Du finder resultaterne fra det seneste tilsyn nederst på denne side.